Teknisk landsforbund har spurgt Sylvester & co´s direktør Christian Sylvester om, hvordan man som jobsøgende bliver fundet af headhuntere på LinkedIn.
Hvad søger rekrutteringskonsulenter efter?
“Vi søger efter det rigtige kryds mellem faglighed, branche, uddannelse, geografi og stillingsbeskrivelser, og vi ser på helt op til 40 forskellige parametre. Det interessante er altid faglighed i en kontekst. Derfor er det vigtigt at lægge data ud, der kan vise bredden i ens arbejdserfaring og specifik brancheerfaring.”
Hvorfor er LinkedIn uundgåelig lige nu?
“Langt størstedelen af arbejdsstyrken i Danmark er på LinkedIn, omkring ca. 70%, så derfor er det en god idé, hvis du gerne vil findes af arbejdsgiverne, som er meget opsøgende i disse tider. HR-afdelinger rundt omkring forstår i den grad at bruge platformen.”
Hvad er dit råd nr. 1 til en LinkedIn-profil?
“Sørg for at få udfyldt alle felterne i profilen.
Vi ser stadig, at omkring halvdelen af alle profiler ikke er komplette. Man risikerer, at man slet ikke dukker op i headhunternes søgninger, og så går man glip af jobmuligheder. Så sørg for at have, hvad LinkedIn definerer som en ’all-star profil’ med et godt portrætbillede og vælg den rette branche. Det er din arbejdsgiver som definerer dette valg og ikke din faglighed.”
7 trin til LinkedIn all-star-profil
Sørg for at have en opdateret og udfyldt profil. Disse syv kriterier skal være opfyldt, før du opnår status som all-star på LinkedIn og dermed kommer højere op i søgninger, får flere besøgende på din profil og skaber synlighed:
1: Indsæt profilbillede
2: Udfyld erhvervserfaring
3: Marker dine færdigheder/skills
4: Lav en sammenfatning
5: Vælg industri og beliggenhed
6: Beskriv uddannelsesbaggrund
7: Inviter til dit netværk så du har min. 50 forbindelser
Hvor mange kompetencer skal man beskrive?
“Det er vigtigere, at der er nok informationer, end at din erfaring er meget smukt beskrevet. Læg hellere nøgleord ind og vælg gerne synonymer på titler eller arbejdsopgaver undervejs, så du bliver fundet. Husk også at nævne konkrete virksomheder og brancher. Hvis du har internationale kontaktflader, så skal du overveje at sprogversionere din profil. .”
Har du nogle tips til at få mere relevant data på profilen?
“Folk er generelt bedre til at beskrive sig selv end til at få nøgleord ind om deres arbejdspladser. Derfor kan det være en god idé at hente en kort præsentationen af virksomheden (om os) fra hjemmesiden og kopiere centrale beskrivelser ind. Herunder skal du anføre arbejdsopgaver og ansvarsområder og evt. værktøjer eller programmer, som du anvender. Husk også at nævne konkrete resultater, du har skabt. Et andet tip er at gemme dit billede med centrale nøgleord i filnavnet, for det giver også små dataspor, som vil optimere din visning i søgninger.”
Hvordan får man flest jobmuligheder ud af LinkedIn?
“Man skal forstå netværkets spilleregler: Du får, hvad du giver. For at blive mere synlig må man give nogle lunser, både informationer og engagement. Sørg også for at opdatere dit netværk løbende. Personligt løber jeg lige min kalender igennem hver fredag og ’connecter’ på LinkedIn med dem, jeg har holdt møder med i løbet af ugen.”
Test dit profilbillede
Det er afgørende, at det første indtryk af dig, sidder lige i skabet. Profilbilledet på LinkedIn. Et stærkt billede præsenterer dig smilende i rette beskæring og lys. Test dit billede med dette værktøj.